Bernard af Clairwaux's fire vækststadier...

 

At elske sig selv for sin egen skyld..

... Er den umodne og næsten narcissistiske kærlighed, som helt 

centrerer sig om sig selv. At elske sig selv for sin egen skyld,

handler om, at alle andre er til for mig. Vi har alle træk af

denne form for egoistiske "kærlighed" og hvis vi ønsker, at
vores relationer og parfold skal blive frugtbare, så er det
nødvendigt, at udvikle sig. Hver gang vi hopper ned i denne
"kasse", så lukker vi os om os selv. Vi bliver utilgængelige.
Typisk vil det komme til udtryk som selv- medlidenhed og
fornærmethed hvilket kan få¨os til at se på andre som
brugsgenstande og både vi selv og vores partner lider under

det.

 

​At elske sin Partner for sin egen skyld

Den første spæde udvikling i kærlighedens dybe liv, handler om at se ud - hvem kan jeg relatere til. Er der nogen jeg kan have tillid til, nogen der vil elske mig. I tilknytningspsykologien, hvor barnet i sine første leveår er til på denne måde (verdens centrum), får vi en forståelse for kærlighedens tidlige stadie. Hvis vi bliver hængende i det umodne, vil vi som voksne handle med vores følelser og kærlighed. Når vi gør noget, har det undertoner. Vi har uudtalte forventninger til den anden. Det ligger så dybt i os, og det er med til, at styre vores måde at kommunikere på. Når vi ikke får det vi går efter, ligger skuffelsen altid på lur. Og da denne form for kærlighed stadig er meget umoden, vil det være nærliggende at falde tilbage til det første stadie ved den mindste modstand. Vi føler os fortabt og vraget, hvis ikke vi får den respons, vi havde håbet på.

 

At elske sin partner for sin partners skyld

Vejen hertil kan føles lang for begge parter. Vejen er forskellig fra menneske til menneske, og hændelser i vores opvækst, spiller som regel ind i, hvordan vi bevæger os frem. Men at elske sin næste, eller ægtefællen for ægtefællens skyld, er udtryk for en hengiven kærlighed, men den er bestemt af relationen og øjeblikket. Det lyder måske kryptisk, men den modtagne part, vil have en følelse af, at den anden ikke elsker ubetinget og det kan føles som om, man kommer i en form for gæld til den anden. At være dit eget omdrejningspunkt for kærlighed, opleves snart tomt. Det vil kunne se sådan ud, men den der "elskes", vil føle, at man skal være noget for den anden, som man ikke ved hvad er, og derfor ikke kan indfri.

 

Det vil sige, hvis kvinden elsker sin mand, for mandens skyld, så vil hun på sigt udhule sig selv. Og han vil føle, at hun ikke er helhjertet i sin hengivelse. Hun gør det ikke for sin egen skyld, men for hans skyld. Der opstår let et afhængighedsforhold, selvom det ikke er udtalt. Modparten, i det her tilfælde manden, vil før eller siden komme til at føle, at han skylder noget for hengivenheden. I stedet for at kærligheden sætter fri, så binder den. Men når vi kommer til dette stadie i kærlighedens vækst, så er vi mere og mere fokuseret på glæden ved at give. Vi forstår mere og mere af hvad det vil sige, at elske i ordets sande betydning. Men vi kan stadig vokse i kærligheden.

 

At elske sig selv for sin partners skyld

Kærlighedens reneste væsen er at elske sin næste som sig selv. Som sig selv skurer måske lidt i ørerne. men ikke desto mindre er sand kærlighed først til stede, når vi har taget i mod os selv. Den der ikke elsker sig selv, kan ikke elske en anden. Den der ikke vil tage imod sig selv, kan ikke tage imod den Anden. For at kunne hengive sig selv, må man ville sig selv. For at kunne modtage den Anden så betingelsesløst, må man kunne elske sig selv. Først når man elsker sig selv, vil man kunne elske uden forventninger, uden bagtanke, uden slette motiver. Biblen siger om denne kærlighed: Den er mild, den er tålmodig, den glæder sig ved sandheden og den tror alt, udholder alt og håber alt. Kærlighedens dybeste væsen er at give sig selv, uden at forvente at få noget tilbage.

 

Den der elsker sig selv, vil altid give sig selv. Kærligheden finder sin glæde i det der glæder den Anden. Når vi ikke evner det, er det fordi kærligheden ikke er modnet tilstrækkeligt endnu. Det hjælper bestemt ikke at bebrejde sig selv, endsige den Anden for at det endnu ikke er sket. For det er en proces, i hvilken vi hele tiden finder, at vi er "Hardwired" for det selviske. Så hver gang vi ikke lykkes, er det fordi vi vælger at lukke os om os selv. Vi må ikke gøre "At elske sig selv for den Andens skyld" til et ideal. Det er en proces, og vi når aldrig i mål. Men vi kan opøve dens væsen, og som tiden går, ja så tager kærligheden mere og mere form.